Selvindsigt og sjælerejse, et og samme momentum. Del 3

“Life is a ruller coaster and you just gonna ride it”, er der en der synger og jeg synes at han har fuldstændig ret og det kan til tider være en stejl tur, uanset om det går op eller ned.
Jeg synes egentlig at jeg var fuldstændig motiveret for bare at ligge kortene på bordet og fortælle om min rejse og det er jeg selvfølgelig stadig, men det der med at skulle beskrive hvad der sker og hvordan det sker, hvad man mærker, føler og tænker, det er en større opgave end jeg havde troet. Men det er jo dejligt med udfordringer ik? 😀 Så, Som lovet i sidste uge, vil jeg prøve at beskrive de oplevelser jeg har haft med det spirituelle, på det fysiske plan og hvordan jeg har fået hjælp til at ændre mit mindset, i forhold til de begrænsninger som jeg har bygget op gennem tiden. Jeg har egentlig altid set mig selv som en åben og ærlig person, men fandt ud af, at jeg var lige så “fake” som min LV taske og jeg har haft bygget mit eget Fort Knox, så ingen har kunnet få lov at komme ind og som konsekvens heraf, har jeg selv været buret inde. JA, faktisk har jeg haft passet så meget på at lukke nogen ind, at jeg mistede nøglen til at lukke mig selv ud – Håber I forstår hvad jeg mener.

Efter lange samtaler med min coach og en søgen efter forståelse fra og for mig selv, så begynder tingene langsomt at give mening. Min daglige meditationer, giver svar på noget, uden at jeg altid forstår hvad der sker, men det sker og ud af det blå, så begynder det hele alligevel at give mening.
– Et eks. er, at jeg under en af mine meditationer, får et kram som er så ubeskrivelig virkeligt og det er personen også. Jeg mærker noget som jeg aldrig har oplevet før. Et kram, som ikke kan beskrives, det skal mærkes. Jeg tror ikke at det kan føles på et fysisk plan, men udelukkende på et sjæleligt niveau. Men nyt for mig, JA!
Jeg er fuldstændig overvældet af denne følelse af kærlighed og forståelse, uden jeg kan forklare hvorfor.
Mens jeg i min meditation modtager det kram og imens forløselses tårene, triller ned ad kinderne på mig og følelsen af ikke at ville give slip vokser, så ringer telefonen og bum, så er jeg ude af min meditation og tilbage til virkeligheden… Uden at forstå hvad der skete og en manglende vilje til at spørge, så vælger jeg at denne oplevelse skal være noget jeg holder for mig selv, for tænk nu hvis jeg havde taget fejl? – Hvordan kan man tage fejl af noget så virkeligt?? Men Summar summarum er, at jeg ikke havde modet til at spørge.
Efter nogen måneder, så kom svaret helt af sig selv, da min coach fortæller at han nogen gange, for at få folk til at åbne sig og føle sig trygge, er nød til at gå ind og give et sjæleligt kram.
Det var dét jeg havde modtaget og han havde været inde i mit Fort Knox for at give mig den tryghed jeg manglede… Jeg kan godt huske da jeg kom til ham ugen efter, at jeg havde modtaget det sjælelige kram, og han spurgte om jeg havde oplevet/mærket noget i løbet af ugen. Der fik han et klart nej herfra, Jeg løj så det fløjtede, (apropos fake LV taske) 😉 mens jeg kunne spore en lille irritation i hans øjne, for han vidste jo udmærket, hvad jeg havde oplevet… 
I dag forstår jeg godt behovet for ikke at nævne noget. Han havde jo mærket det mest sårbare i mig og det var jeg ikke klar til at dele, hverken med ham eller nogen anden. Min største udfordring er mine følelser. Det der med at blotte mig selv og erkende at jeg faktisk er sårbar, det følelse som en svaghed for mig. Selvom det i grunden burde være en styrke. Men sådan er vi nok mange der har det, når alt kommer til alt 😉 Dog er jeg nået dertil hvor jeg er træt af at sætte mig selv i bur og prøve at skjule hvem jeg er, i stedet for at stå ved det. Og det sjove er, at jo mere jeg vil stå ved, hvem jeg er og de oplevelser jeg har, jo flere tør træde ud af busken og føle tryghed i at fortælle at de også har haft sådanne oplevelser og selv søger rundt i denne verden. Så er vi nok alligevel ikke så forskellige når alt kommer til alt 😉

Som nævnt i del 1, så, er skoven et sted jeg ynder at gå dagligt for at cleare tankerne. Jeg får den der følelse af en unægtelig ro, hvor man ikke skal forholde sig til mere end skoven, dens farver og lydene. Når jeg går i skoven, så føler jeg nærmest at jeg kan være i min egen verden og lytte til mine tanker uden afbrydelser af nogen art og samtalen med mig selv, kommer ind på et dybere plan, hvor jeg er i stand til at lytte og mærke efter og det giver mig noget helt særligt på min energi konto.
Lidt fakta:
-I skoven stimulerer man sin hjerne med spontane indtryk og det gør at den ikke er på konstant overarbejde, da den del af hjernen som har indflydelse på følelserne, bliver aktiveret og her skal vi ikke sortere i indtrykkene.
– Hvorimod bylivet, skaber en styret opmærksomhed, hvor vi skal bearbejde en masse indtryk, som kræver at der skal sorteres. Hvilket kræver meget tankemæssigt arbejde, som gør hjernen træt og skaber behovet for hvile.
Vi modtager ca. 11 millioner sanseindtryk i sekundet når vi bevæger os i bylivet – Vores bevidste sind kan kun bearbejde mellem 16 og 40 indtryk i sekundet. Så i min optik, så bør alle gå en tur i skoven dagligt og lave en “clear mind walk” 😉

Derfor vil jeg altid vælge at gå i skoven, frem for byen – At gå ved havet, kan for andre, skabe den samme ro som skoven. Der er selvfølgelig meget mere til dette end jeg er i stand til at forklare her, men jeg håber at I forstår pointen i ovenstående:)
Gåture og meditation er noget jeg gør for mig selv dagligt, for at komme ind til min kerne. Det er noget jeg aldrig har prioriteret og hvis jeg har, så har det været en god powerwalk på landevejen… Og jeg kan kun sige, det er absolut ikke det samme.
At give plads til det spirituelle, kræver ro og god tid til at lytte og mærke efter og en god guide til at hjælpe dig, samt evnen til at stole på din intuition. Det har været noget som jeg aldrig har vægtet så højt og altid har betvivlet, på trods af at jeg har været bevidst om at der er meget mere end hvad øjet kan se. Jeg har altid søgt efter det, men altid stoppet, når det kom for tæt på ,fordi jeg på den ene eller anden måde også har frygtet det.

Hold nu kæft, det havde da været meget nemmere at holde et foredrag om alt det her end at sidde og skrive det herinde ;P Håber at I bærer over med de her små overgange og kan følge med alligevel 😉

Noget af det som har udfordret mig er, at jeg har kunne sidde i et lokale og ud af det blå, fik jeg ondt et eller andet sted som overhovedet ikke gav nogen mening og når jeg gik derfra, så forsvandt det igen. Jeg havde en ide om hvad det kunne være, men min gode ven tvivlen, fik altid manet det til jorden igen. Selv da min gamle venindes hund var syg, mærkede jeg en frygtelig smerte i højre side af hovedet. Det var som om noget trykkede voldsomt og gav mig en forstyrrelse i mit øje. Jeg fortalte hende det og fortalte hende at hun burde tage til dyrelægen med ham. Det gjorde hun og fik beskeden om at han havde en tumor siddende i højre side af hovedet. Jeg var overrasket, uden egentlig at være det…
Efter nogen år valgte jeg at tage Reiki uddannelsen (healer) Og her fandt jeg ud af at det var sådan at jeg fik beskeden om, hvor folk havde ondt og jeg kunne gå i gang med at behandle.
Det har taget mig lang tid at acceptere at det er en del af mig og at det er en virkelighed, som ikke alle forstår. I dag møder jeg dog flere og flere, som får mig til at elske denne gave.
Dog har jeg lagt healing på hylden for en periode, for det gav ikke mening for mig, når jeg kunne mærke at der var meget andet der boblede inde i mig og kaldte på min opmærksomhed og som skulle/skal “fikses” først.

Det der med at skulle spørge universet om hjælp, guidens og så videre, var mega specielt og absolut ikke noget som jeg ønskede at praktisere, da det simpelthen var alt for mærkeligt for mig. Men alligevel, tænkte jeg, at hvis jeg nu bare tænkte det, uden at sige det højt, så ville det måske ikke føles så mærkeligt. Så jeg begyndte at spørge i mit stille sind. Spørgsmålene blev nærmest besvaret med et trylleslag.
Et af mine spørgsmål var ,om jeg skulle starte på en workshop og hvis jeg skulle, så ville jeg gerne se en hvid fjer når jeg skulle ud og gå min daglige tur.
Jeg nåede kun lige ud på stien, som ligger 100 meter fra hvor vi bor, Så holder der en varevogn med en kæmpe hvid fjer! Og igen bliver jeg ramt af min tvivlende personlighed og tanker, det kunne jo egentlig også godt være et blad, hvis jeg nu anstrængte mig. Så jeg beder igen om, at hvis dette er en fjer der er placeret på denne bil, så vis mig det i form af en hvid fjer! Jeg når ikke længere end fire skridt, før der ligger hvide fjer foran mine fødder. Okay, så blev jeg alligevel overbevist. Men så var der den økonomiske faktor – hvordan skulle jeg finde pengene?? Da jeg nåede hjem, så kom løsningen på den udfordring helt af sig selv,- Jeg fik nogle penge tilbage, som jeg havde lånt ud for meget længe siden…
Okay, nu er jeg sådan set overbevist. Jeg skal på den workshop! Og det er én af de bedste beslutninger jeg har taget.

Jeg har mange flere episoder som jeg kan fortælle om, men jeg er sikker på at enten er I helt med og det giver mening for jer eller også er I stået helt af og sidder med rynket pande og tænker jeres. Og det er helt okay, nogen gange sidder jeg selv med rynket pande og tænker – What the fuck… 😉

Jeg er dog ikke helt færdig. Jeg lovede jo at fortælle jer om hvordan jeg genoptog en gammel hobby, som jeg har haft lyst til at genoptage i mange år, men negligerede, fordi hverdagen ramte. Og så er det jo faktisk også nemmere at bitche over den manglende tid og ro, end at gøre noget ved det.
Jeg snakkede med min coach om at jeg godt kunne lide at male, men det var svært at finde tiden til at fordybe mig uden konstant at blive afbrudt, men det er sådan set bare at gøre det og ikke lade sig forstyrre, og det gjorde jeg så.
Han fik set et af mine malerier og udfordrede mig til at vise det på Facebook, i stedet for at have det stående ude i garagen og gemt væk under loftet. Jeg må sige at det var en større udfordring, for jeg har aldrig syntes jeg var god til at male, men jeg hygger mig med at være der i nuet, mens penslen bare stryger hen over lærredet. Det var ikke noget som jeg havde behov for at dele med de mange, men udfordringen blev accepteret med hjertet siddende i halsen. Det blev til at jeg skulle lægge et nyt billede op hver uge, indtil jeg ikke havde flere. Jeg havde den mest ubehagelige følelse af, se mig, se mig mentaliteten, men jeg overvandt den. For det handlede jo igen om det med at stå fast i sig selv og turde overskride sine egne grænser. Det er jo egentlig ikke så slemt, når man først har gjort det… Men vejen dertil, den er udfordrende!

For at gøre en lang historie kort, bliver jeg ringet op af en som jeg troede var sælger, men viste sig at være fra en kunstforening, som jeg havde trykket synes godt om, for længe længe siden. Jeg var et stort spørgsmålstegn da han ringede og jeg fattede hat af hvad han ville, men han ville gerne se mine billeder og bad mig sende nogle til ham, og dagen efter får jeg en mail om, at de meget gerne vil udstille mine malerier, hvis jeg kan fortsætte i den stil. Jeg er fuldstændig oppe at ringe over at mine malerier er værdige til en udstilling. Det er jo bare ren terapi for mig at stå i mine blå overalls og musikken skruet helt op og lade min sjæl male det der nu skal males. Jeg havde aldrig turde drømme om at nå dertil, men det gør jeg nu.

Når jeg kigger på mine malerier, så kan jeg godt blive overvældet af de historier, som kommer frem i billedet. Jeg tænker aldrig over hvad der skal være på billedet, det former sig og kommer til udtryk efterhånden som billedet udvikler sig. Og som min coach siger, så er det min sjæl der er fortælleren og det giver god mening for mig.
Endnu mere overbevist blev jeg, da der er en som ser mit billede og giver sig til at græde… Heldigvis er det glædestårer.
Jeg blev dog temmelig chokeret over at et af mine malerier, kan vække den følelse hos et andet menneske. Men som personen fortalte, så gav maleriet svar på et spørgsmål, som vedkommende havde stillet for længe siden.
Nu er det ligesom om at mine malerier giver mening, måske ikke altid for mig, men nu ved jeg at der er nogen der finder svaret, når de kigger på dem og jeg føler en stor ydmyghed over at der er nogen der finder meningen i det jeg laver <3

Jeg elsker at male og jeg kan snildt stå hele dage, og kun føle at der er gået et par timer. Mit ønske er at kunne gøre det til en levevej på sigt og det er fantastisk som skæbnen gerne vil hjælpe til, når først man ønsker det med hjertet. Jeg har nu fået tilbudt at udstille yderligere to steder uden at gøre noget for det- Og alle bække små, skaber vejen til at nå <3 Det er min filosofi i hvert fald.
Det er vigtig at give sig selv lov til at drømme og det må gerne være stort, uanset hvad andre end måtte mene, for det er din drøm og ikke deres.

Jeg håber at du er blevet inspireret til at stå ved den du er og ikke lade dig kue af hvad andre tænker. For du er mere vigtig end du vil lade dig vide <3

Må du få den skønneste søndag, uge, måned og år og lad det være året hvor du vil stå ved dig og lade dig vide at du er vigtigere end du tror.

Den eneste umulige drøm du kan have, er den du aldrig starter <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.