Efterårsgryde med hare

Okay, nu kommer der en opskrift med lidt vildt. Det er da vildt 😉

Min mor har lavet haregryde og hun synes at den var blevet rigtig lækker, så hun havde et ønske om, at få den på bloggen, så i andre også kunne nyde denne ret – jeg har dog ikke selv smagt den, men jeg er sikker på at hun har lavet en lækker gryderet:)
Jeg skal så også lige erkende at hun også havde en holdning til at det var alt for længe siden at jeg havde delt og langt noget op herinde, så hun fik lov til at give sit besyv med. Og jeg kan kun give hende ret i, at det er alt for længe siden at jeg har været aktiv herinde – grunden herfor, det har jeg skrevet lidt om under kategorien “Ting og Tanker” Og “hverdagen. Så jeg er hende meget taknemmelig for at hun kom mig til undsætning med en hjemmegjort opskrift. Så byd lige min mor velkommen som opskriftsudvikler, fotograf og skribent på dette indlæg 😀

Nu er det efterår og tid til simremad.

Efterårsgryde med hare, champignons og æbler

Jeg havde et par harefileter liggende og det var på tide at de blev brugt.

Det skal lige tilføjes at jeg hader madspild. Så jeg stod på hovedet i køleskab og spisekammer. Champignonerne var det eneste jeg måtte i byen efter.

Hare kan ind imellem være en lidt tør fornøjelse, men jeg har erfaring for, at hvis man laver det som gryderet, bliver det meget bedre.

Ingredienser:

  • Margarine/Smør
  • En bakke champignon
  • 1 stort løg
  • 2 harefileter skåret i tern
  • 1 stort madæble skåret i både. Gerne et surt et af slagsen
  • 1 tsk. tomatpure, eller efter smag
  • Andefond eller bouillon.
  • En lille håndfuld frisk Timian
  • I par spsk. Balsamico
  • Paprika et par spsk. Sød eller stærk efter behag
  • Peber
  • Salt
  • Ca. 2 dl Fløde
  • Kartofler til mos og evt. lidt selleri.

Først svitsede jeg champignon i margarine i en stegegryde. (Jeg sværger ellers til smør, men kolesteroltallet vender tommelfingeren nedad). 🙁
Derefter løg og til sidst harekødet.  Det behøver selvfølgelig ikke være harekød. Du kan sagtens bruge andre former for mørkt kød. Andet vildt, and eller okse.

Jeg havde noget andefond liggende i fryseren, og det kunne sagtens bruges. Det skal næsten dække. Du kan også bruge en bouillonterning opløst i kogende vand. Jeg ville bruge andebouillon eller vildtbouillon.

Så tilsættes tomat pure og paprika. jeg lader væden suge paprikaen op. Hvis du rører i det, med det samme, kan du være uheldig at paprikaen klumper.

 Timian har jeg så meget af i haven, så jeg kan fodre svin med det. Men da vi ikke har nogen svin, må vi forsøge at æde os igennem det selv. Det kommer så ikke lige til at ske, men lidt har også ret, og så smager det også lidt af efterår, synes jeg. 🙂 Husk at fiske vegetationen op af gryden inden du serverer. Timianstængler kan være lidt heftige at tygge i, på denne årstid.

Balsamico kommer jeg kun i, hvis æblet ikke er syrligt nok. Syren er med til at give smagen mere ”kant”.

Krydr med peber og lad det hele SMÅSIMRE under låg ca. 1½-2 timer, ikke noget med at lade det bulderkoge, det gør ikke noget godt for kødet. Det skulle gerne koge ind indtil ca. halvdelen af væden er tilbage.

Vent med at komme salt i, indtil der mangler 5 minutter af kogetiden. Når væden fordamper, vil saltsmagen forstærkes og det kan du ikke styre.

Så er det tid til at tilsætte fløden. Det kan kolesteroltallet heller ikke tage, men man skal vel leve livet lidt farligt, ind imellem, det giver lidt mere spænding i tilværelsen. 😉

Jeg foretrækker kartoffelmos til denne ret, men det er jo smag og behag.

Kartofler eller ris kan nok også gå, men hvis du vælger kartoffelmos så prøv at koge et lille stykke selleri, og mos det sammen med kartoflerne. Mængden af selleri er en smagssag.

En kraftig rødvin eller en kold øl, gerne af den mørke slags, passer perfekt til denne ret.

Velbekomme!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.