Ikke så meget at sige, men det bliver en lang tekst :P

Ja, jeg er her stadig. Og nej, jeg har ikke haft brækket fingrene eller andet, der har kunnet forhindre mig i at få skrevet eller lavet opskrifter og lagt ind her på bloggen 😉 Jeg har faktisk bare tilladt mig selv at gå ind i et “no-mode”, tænke tanker og mærke MIG. Det har jeg tilsyneladende haft brug for. Så derfor har jeg tilladt mig at trække stikket og fokusere 100% på mig, og det har været fantastisk,- men også hårdt for at være helt ærlig.

Der skal jo lidt regn til for at få et frø til at spire, hvis I forstår?  😉

Nå, men i denne her tid så har jeg som sagt kunnet tage mig lidt af mig selv og samtidig blive klogere på mig, hvad det er jeg vil, og hvad der ikke gør mig noget godt.
-Jeg ved ikke, om I kender det med, at man godt kan være lidt forvirret over sig selv og sine tanker og være i tvivl uden egentlig at være det?? Og her kommer forvirringen så med 117 i timen over, hvad man er forvirret over – kan i følge med så langt? ;P
Lige før at jeg også taber mig selv her faktisk 😉 

Jeg har i mange år altid haft en indstilling til livet om, at du får, hvad du sender ud så sørg for at sende gode vibrationer ud. Send dem der mangler et smil, et smil – de har brug for det <3 Og hvis noget gør dig trist, så tænk over hvad det er, som du skal lære af dette. Det samme hvis ikke tingene lige går den vej, du mente, at det skulle gå.
Det har været min livsfilosofi igennem mange, mange år – Ja okay, slap lige af,- så gammel er jeg heller ikke, men dette mindset har været en del af min identitet meget af mit liv. Og det har ærlig talt virket fantastisk og til gengæld kun gjort ondt meget få gange og heldigvis kun i kort tid. Men her det sidste stykke tid har det været svært for mig at føle den filosofi, og huske den power det giver at tænke sådan, men noget skulle jeg tilsyneladende mærke i den proces, og det mærkede jeg så sandelig også 😉

Og her kommer det så 😛

Jeg har igennem det sidste år haft mega ondt i knæet, hvilket har gjort, at jeg ikke har kunnet bukke det og ej heller sidde i hug, så jeg har været mega pivet over det på min egen måde. Stædig med at besøge en læge og få dem til at kigge på det for dem er jeg ærligt talt ikke voldsomt vilde med. Så jeg kan sagtens bide smerten i mig et godt stykke tid, indtil det går for meget ud over livskvaliteten. Så efter ni måneder med ondt i knæet spænder jeg hjelmen og kontakter egen læge og får beskeden om, at det er et springerknæ, og at jeg skal lave nogle øvelser, som ikke er fysisk mulige for mig. Yderligere får jeg 2 bøtter piller, som skal inhaleres, mod en betændelsetilstand i knæet.
– Efter 14 dage uden nogen bedring overhovedet tager jeg kontakt til lægen igen og får beskeden om, at der, hvor jeg havde ondt nu, ikke passer med hvor smerten sad sidst! Jeg tænker, what the fuck??! Jeg var slet ikke klar over, at hun havde bedre styr på, hvor jeg har haft ondt, end jeg selv havde! Bravo, tænker jeg og kontakter min kiropraktor i stedet, i håb om at han kan kaste lys over min situation, men skæbnen ville, at han var på skiferie, så jeg fik en anden, som jeg ikke har været hos før. Det skal lige siges og understreges, at jeg ikke betvivler deres kompetencer overhovedet, for ingen tvivl om at de er dygtige, men ikke til det jeg havde brug for.
Jeg får ni behandlinger uden de store bedringer andet end blå mærker og et ben der summer og stadig smerter – Diagnosen fra ham var, at der var voldsom mange muskel-infiltrationer, så det skulle løsnes op.

Corona rammer, og min kiropraktors afløser bliver sendt hjem,, og jeg kommer ind til min “rigtige” behandler. Han mener at der er større sandsynlighed for, at jeg har en menisk skade, så han vil gerne have, at jeg bliver tilset af en ortopæd og får en scanning af mit knæ.
-Jamen det gør jeg da så, – er I klar over, hvor svært det er at finde en ortopæd, der kan tilse dig hurtigt?? Pænt svært må jeg tilføje, men det lykkedes heldigvis til sidst!

Jeg kommer ind hos en, som jeg i forvejen havde mine betænkligheder ved – kender I de dér personer, hvor man bare kan mærke, at de ikke lige er det bedste match til dit temperament?? Meeen, jeg kunne allerede komme til dagen efter, og min veninde havde været inde hos ham, og hun var da kommet helskindet ud, så hvor galt kunne det gå??
Jeg valgte at pille mine parader ned og tage ind til ham…
Jeg havde selvfølgelig min veninde med som “støttepædagog” om ikke andet, så for at være et ekstra øre.
Sjældent tager jeg fejl 😛 Det gjorde jeg så heller ikke her, for jeg kan love dig, at han fik startet mine tårekanaler, så Niagara falls ville blive flov i forhold til det vand, som jeg kunne præstere.

Vil I vide hvorfor??
– Det er også lige meget, jeg fortæller det alligevel 😛

Jeg kommer ind til et menneske, som er fuldstændig uden ansigtsmimik og jeg har ærlig talt temmelig svært ved at vurdere, hvilket menneske det er, der sidder foran mig, og det skræmmer mig en smule, da de fleste man render ind i ikke er totalt stoneface, men ham her – WAOW.
Jeg kan ikke huske, hvordan snakken den faldt, men jeg husker, at jeg spørger ham om, om han kalder mig tyk,- og det svarer han nej til, han kaldte mig fed! Bom…, så fik han da hurtigt flettet næbbet på mig…
Han snakker videre, alt imens jeg kan mærke hvordan arrigskaben pulsere i mig. Jeg kan dårligt svare, da han stiller spørgsmål. Men da han spørger om jeg er overfølsom overfor noget, så kan jeg kun svare, ja, Dumme mennesker!! Han mumler et eller andet, og så kører han ellers videre i sine ubehageligheder med min vægt, og jeg bliver endnu mere arrig. Jeg kigger på min veninde med knyttede næver,- jeg er så klar på at stikke ham en knytnæve, en springskalle, et par kungfuspark (Sparket ville dog bare blive verbalt, da jeg på daværende tidspunkt ikke kunne få benet helt derop. Ja, og så har jeg jo heller aldrig rigtigt gået til kungfu, men alligevel :P) og mange andre fine og farlige ord som jeg har lært fra fuckhovedbogen, og så ville jeg ellers bare skynde mig at komme væk derfra. Men næe nej, min søde veninde, mente ikke, at det ville være klogt at gøre, så jeg måtte blive siddende der i min arrigskab og konfronteres med det, som jeg oftest flygter fra nemlig mine følelser og bum, Niagara Falls blev lige pludselig gjort til skamme af en dansk kvinde med ualmindelige åbne tårekanaler!
Jeg kunne simpelthen ikke stoppe igen, jeg var så såret over de ord, men han ramte nok det ømmeste punkt, uden jeg var klar over, at det var så presserende et emne for mig. Min veninde fik fortalt, at jeg tidligere havde haft en spiseforstyrrelse i form af anoreksi, og hans kommentar til dette var;

Jamen så ved du jo godt, hvad der skal til!!

Okay, så er stilen fanden fuckmæ lagt (undskyld mit franske – fuckhovedbogen, smed lige nogle ord ind her) og samtalen blev ikke mindre ubehagelig, dog forsøgte han efterfølgende, på hans egen forkvaklede måde at undskylde hans opførelse, og jeg accepterede den.
Dog synes jeg stadig, at han var noget at det meste utiltalende menneske, jeg nogensinde havde mødt, men det fortog sig hurtig. Faktisk, så synes jeg, han gav mig noget, som jeg kunne bruge – nemlig hans ærlige mening. Det er jo op til mig, hvad jeg vil bruge den til. Mange mente, at jeg skulle klage over ham og svine ham, så ingen andre gik i fælden. Men ærligt, det kunne han eller jeg selv, ikke bruge til noget.. Min første tanke var dog, at jeg skulle sende ham et brev om, hvordan jeg synes, han ikke skulle gøre – altså forsøge at tale til hans samvittighed, men det ville nok være spildt energi, så det lod jeg være med…
Nej, jeg modtog hans indirekte undskyldning, og begyndte at kigge indad igen, for den vej havde jeg vist ikke fået kigget det sidste stykke tid.

Hvad var det, der gjorde mig så ked af det? Jeg kan jo egentlig ikke modargumentere, at manden havde ret – jeg ville jo gerne tabe mig, og det var ikke fordi, at anoreksi Rikke stod og sagde til mig, at jeg skulle. Næe, det var den fornuftbaserede Rikke, som godt kunne se, at vægten sagde et tal, som ikke var sundhedsmæssigt forsvarligt, kontra min højde. Så hvad var det, han sagde som jeg ikke selv havde tænkt? Og ærligt, hvad ville jeg få ud af at blive sur andet end at få flere rynker og dårlige dage…

Hvis jeg tænker over, hvad det var, der skræmte mig mest, så var det faktisk at blive fasthold i en situation, hvor jeg normalt ville have stukket en flad og gået videre og fastholde en vrede, som intet godt ville gøre.
Nu blev jeg i stedet sat i en situation, hvor jeg blev konfronteret med det, der skræmmer mig mest. Og det var absolut ikke ortopæden, men frygten for mine egne følelser. For gud hvor er det meget nemmere at blive i en vrede, og projectere al den dårlige energi mod en anden og lade ham tage skylden for mit manglende mod, som så fortsat kan leve i skyggen af min bedste ven, nemlig vreden, når tingene bliver svære. Nej, ikke denne her gang. Denne her gang fik jeg en lektie med på vejen, jeg skulle bare lige forstå opgaven først.

Nogen vil kalde det søgt, jeg vil kalde det indsigt.

Jeg er ikke sur men tilgengæld taknemmlig over mit møde med ham. Det åbnede dørene til, at jeg fik kigget indad igen og genskabte det, jeg havde glemt.

Mht. til knæet så sagde min nye behandler, at han ikke troede, at det var menisken, der skabte balladen, men at det stammede andre steder fra. Det kunne nok klares på 4 behandlinger. Efter én behandling kunne knæet bevæges 95% igen, og jeg kunne næsten gå helt i hug.
Jeg kalder ham en mirakelmager, og jeg vil anbefale ham til alle, der har nogle skader eller andre udfordringer. For han kan altså noget ham her. Så mine varmeste anbefalinger går til MetaPower i Ølstykke. (Dette er iøvrigt ikke en reklame, men blot en konstatering)

Nu vil jeg tage nat-huen på og gå i seng, så til de af jer der har fulgt med hertil, vil jeg ønske jer en god aften og sov godt, når I når dertil 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.