Kold rabarbersuppe med friske bær og vanillieis.

Så er det endelig rabarbersæson – næsten den bedste tid på året, særligt hvis man ikke kan få nok af denne lækre frugt, som i botanisk øjemed, er en grøntsag, så fik vi lige det med 😉 De rød grønne stængler kan simpelthen forvandles til de skønneste smagsoplevelser,- både de spiselige og til forfriskende drikke, for både store og små.

Vi har to store rabarberer i haven og de bliver ved med at give når sæsonen er i gang,- det giver altså et lækkert vinterforråd til os herhjemme. Det er så dejligt at man kan tage sommeren med ind i stuerne i den mørke periode.

Stavefejl – har set det 😉

Jeg plejer normalt kun at lave marmelade og rabarbersaft af dem og jeg plejer ikke at være synderlig kreativ, men det synes jeg lige humøret var til i går og det kom der den lækreste rabarbersuppe ud af – jeg fik også lavet en skøn sommerdrink, som jeg også smider opskriften ind på, senere i dag 😉. Og det er helt sikkert ikke sidste gang at jeg laver den. Den smagte så skønt og blandet med bær og vanillieis, så er denne dessert vist gået hen og blevet en af mine sommerfavoriter.

Men nu må i hellere få opskriften, den kommer her.

Næringsindhold:
Kalorieindhold for hele suppen: 975 kcal.
Kulhydrat: 249,2 g.
Fedt: 1,4 g.
Protein: 6 g.

Pr. portion: 121,9 kcal.

Ingrediensliste:
8 pers.

  • 550 g. rabarber.
  • 200 g. sukker.
  • 1/2 stang vanillie.
  • 1 tsk. vanilliesukker.
  • 1/2 ltr. vand.
  • 2 spsk. kartoffelmel.
  • 1/2 dl. vand.

Sådan gør du:

  1. Find en passende størrelse gryde frem.
  2. Vask, rens og skær rabarberne i skiver og kom dem i gryden sammen med sukker, vanilliestang, vanilliesukker og vand og kog dem møre i ca. 10 – 15 minutter.
  3. Tag gryden af varmen og lad det stå og svale i små fem minutter.
  4. Frem med dørslaget og en skål.
  5. Si nu saften fra, og hjælp gerne med at presse alt saften ud, med en ske eller lignende.
  6. Nu skal saften tilbage i gryden igen og have et lille opkog.
  7. Tag en halv dl. vand og kom dine to spsk. kartoffelmel i og rør det til det er helt jævnt.
  8. Så skal jævningen bare røres i suppen. Det er vigtigt at du pisker i den, imens du hælder jævningen i, ellers kan der kommer klumper og det vil være ærgerligt.
  9. Nu skal suppen bare på køl i nogen timer og så er den klar til at servere med vanillie is og dine yndlingsbær.

Husk at kalorieindholdet kun er for selve suppen :)

Bon appetit.

2 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.