Hverdagen,  TING OG TANKER

“Langsomhed” i Coronatid.

Okay, jeg har faktisk ikke været super flittig til at få skrevet eller lagt opskrifter ind det sidste stykke tid. Også selvom der egentlig burde have været tid til at bombardere jer med diverse tanker og opskrifter, så valgte jeg at lade være. Jeg valgte at nyde tempoet, som blev sat ned i et helt andet gear. Ikke kun for os, men for hele verden. Ja, jeg ved godt, at jeg øffede, lige da forandringen var på sit højeste, og folk hamstrede, og mange havde ikke den respekt for corona, som vi ser nu. Men jeg blev grebet lidt i den sindstemning, hvor alle var en smule splittet og delt i to hold – ved ikke hvordan I har det? Hvis I har læst tidligere indlæg, så er der vel ikke tvivl om, hvilket hold jeg spiller på 😉
Nå, men pyt. Roen har sænket sig, og jeg har personligt fået tygget lidt på, hvordan jeg vil vælge at tage det.
Min første tanke var nok lidt en frygt for det fremmede, det ukendte og det der kunne komme snigende uden nogen form for advarsel og helt uden for egen og lægernes kontrol. Der blev og bliver plantet en frygt i os alle. Ikke dermed sagt at vi ikke skal tage det alvorligt.
Nogle hånterede det ved at hamstre, andre blev nervøse for deres helbred – Jeg hørte til i den kategori, grundet min hjertefejl. Andre blev bekymrede for deres ældre, mens andre igen bare tog/tager det, som en almindelig influenza. Nogen holder afstand,- andre gør ikke. Og det er jo altså noget der kan skabe debat, vrede og frustrationer hos den enkelte. Disse stemninger spredes som ringe i vandet…
Men faktum er, at vi ikke bør lade os påvirke af andres stemninger, hvis det kun vækker irritation og vrede hos os. For hvad kan vi bruge denne sindstilstand til – gør den noget godt for dig, eller forstærker den blot den følelse, som du helst vil undgå? Jeg ved i hvert fald, at jeg blev ramt af en boomerang af alle de stemninger og følelser, som jeg allerhelst ville undgå. Det er selvfølgelig fair nok, hvis også jeg bare husker at slippe dem igen.

Vi har alle vores reaktionsmønstre og de færreste af os ved, hvordan vi vil reagere i givne situationer. Vi er jo heldigvis kun mennesker og ikke roboter. Endnu 😉 Så vi burde også være i stand til at kunne tilgive andre, at de ikke lige handlede, som vi gerne ville have det. Ikke sandt? Heldigvis er der fortsat toiletpapir på hylderne og massere af vand i hanerne, så mon ikke at vi klarer os igennem alligevel? 😀

Ærligt, skal der være noget godt i, at verden lige pt. er vendt på hovedet, så er det den “langsomhed” der flyder ind over samfundet. En ro der sænker sig i et samfund, hvor alle normalt er fortravlede og ikke har tid til at standse op og mærke efter, fordi de har travlt med at skabe. Skabe et liv som de ikke har tid til at leve, fordi de har travlt med at skabe mere, end de har tid til at nyde. Jeg er også godt klar over, at der er mange der er præget økonomisk, inklusiv os selv. Men i bund og grund er vi bare nød til at få det bedste ud af det. Det er i hvert fald en del af min filosofi.

I øjeblikket er jeg på en måde lidt i nostalgiens verden, når jeg bevæger mig udenfor en dør. Forstået på den måde, at når jeg kigger rundt og ser de tomme gader og lukkede butikker, så føles det ligesom søndagene da jeg var barn, hvor alle butikker var lukkede og en helt særlig ro omfavnede én, når man gik ud. Det synes jeg er en rar følelse. Jeg mærker det faktisk også, når jeg kører i min bil. Normalt så kunne jeg godt finde på at blive mega irriteret, når der kører en søndagsbilist på en mandag med 40 km/h, et sted hvor man må køre 60. Okay, det er ikke helt ærlig snak,- jeg kan til tider også blive irriteret, når de kører det de må 😉 Jeg er selvfølgelig ikke helt frelst, men jeg synes at roen og “langsomheden” kan mærkes i en positiv kontekst til trods for, at verden er vendt på hovedet. Men det giver os jo bare muligheden for, at se verden fra en anden vinkel end den vi hidtil har set den fra. Og mon ikke at det er meget sundt, når alt kommer til alt?

Hverdagstanker og refleksion fra mig til jer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.