Noget at skrive om…

I dag er der dømt langsom søndag, alt imens stormen rusker godt i træerne. Jeg sidder med morgenkaffe nummer to og er endnu ikke nået til at gide åbne køleskabet for at tage mig lidt mad, selvom maven rumler lidt efter noget at spise. Og ja, de andre sover endnu, så stilheden og lyden fra blæsten den nyder jeg i fulde drag lidt endnu. Imens sidder jeg og reflekterer over de sidste uger med fuld fart på og manglende tid til at få opdateret bloggen med nye opskrifter, blomster og tanker, samt alle de andre ting, som har måtte forsømmes. Så jeg tænker at dagen idag,- det må være den, hvor jeg får indhentet det forsømte – rengøring og vasketøj, det må dog vente 😉

Som sagt har mine uger været fyldt med travlhed, så jeg havde følelsen af, at jeg ikke lige helt kunne nå at fordøje alt, hvad der foregik omkring mig… Mindste sønnen blev 18 år her i slutningen af Januar. Den største er 19 år. Det er noget af en tilvænningsproces, når man “lige pludselig” skal erkende over for sig selv, at man nu nærmest har voksne og om end mere selvstændige drenge end nogensinde før. De har jo haft 18 og 19 år til at nå dertil, og det har ligesom været en del af deres udvikling, at de skulle vokse op og blive selvstændige unge mænd… I de 18 og 19 år der har jeg jo “bare” været mor og koncentreret mig om at være den bedste udgave af denne titel. Så midt i processen har jeg faktisk helt glemt at forberede mig selv på at skulle give mere slip og lade deres egen selvstændighed styre i deres hverdag. Men uanset hvad så er jeg en hønemor, og de vil altid være mine kyllinger, og det må de jo bare leve med 😉

Lige som man tænker midt i travlheden, at der sker da ik’ en dyt i ens liv, ud over at tingene bare går stærkt. Ja, så ringer ens veninde da og fortæller, at hun er blevet påkørt i sin egen bil lige ude foran hendes arbejde! What, men lige inden panikken rammer mig, når hun at fortælle, at hun er okay men ville høre, om jeg gad at køre hende til lægen sidst på eftermiddagen (kl 15.00), da hendes egen bil var blevet hentet på et fejeblad. Og selvfølgelig ville jeg da det.
Forinden afhentningen skulle jeg en masse ærinder og efterfølgende aflevere sønnike hos en af hans venner, og så direkte til Haslev efter min veninde. I undrer jer nok over, hvorfor vi ikke bare kørte på skadestuen med det samme frem for at køre til lægen, men hun er stædig og insisterede på at komme til lægen, hvor hun iøvrigt havde en tid i forvejen. Så vi tager den derfra 😉 Og selvfølgelig, da vi ankommer til lægen, bliver vi, Biiig surprice, henvist til skadestuen. Vi ankommer til skadestuen omkring kl. 16, så dér sidder vi så i super mange timer, på de hårdeste stole hvor splinter i bagdelen fik en hel ny betydning… 😉 Mens vi sidder der i mange timer, møder vi Hanne – en ældre dame som havde været der siden kl 15.00. Hendes arm hang ned ad siden på hende, og hun havde tydeligvis revet armen af led eller brækket den. Man ved, at der som regel er travlt på en akutmodtagelse, så man kan forvente en del ventetid. Det blev vi selvfølgelig også ramt af, dog gik det værst ud over Hanne, som ikke havde fået noget at spise siden frokost. Så hun var ved at blive utilpas og spørger sygeplejersken, som går forbi hende, om hun kunne få lidt at spise, da hun ikke havde spist siden middag – jeg skal lige nævne, at klokken nu er 18.30. Hun bliver mødt med, at det er ikke noget, som hun kan gøre noget ved, og hun havde jo også sagt til hendes læge, at hun ikke skulle komme tidligt, da de havde travlt. Dette ved Hanne intet om men spørger igen, om det ikke var muligt, om hun bare kunne få en banan? Med et sarkatisk toneleje og et irriteret blik kigger sygeplejersken på Hanne og siger; Jeg skal se, om der er nogle af mine kollegaer, der har noget af DERES mad tilbage!! Hanne takker lidt forvirret over svaret. Da der er gået et godt stykke tid, så kan jeg se at Hanne bliver utilpas, og jeg skynder mig at kigge i min taske, om jeg har noget spiseligt. Jeg havde lidt chokolade fra en biftur og giver hende dette. Måske ikke det bedste alternativ men det var nu engang det, som jeg havde. Nu skulle jeg så hente sønnike – en køretur på 30 min. den ene vej og 30 min. den anden vej, og så tilbage til Køge sygehus igen hvor min veninde først var blevet kaldt ind. Her var klokken nu 20.00 :O – Hanne var kommet ind samtidig med min veninde.
Så skulle vi vente der – det er nu engang, mega kedeligt på et hospital…
Nu skal vi så til en CT-scanning og tilbage igen og vente på svar fra denne. Vi skal sidde i et ventelokale, hvor vi kan se alle dem, som allerede er i gang med behandlig,- og der er mange…
Da vi har siddet og ventet et godt stykke tid igen, så kan I ellers tro, at der kom aktion.
Først ser vi sygeplejersker, læger og laboranter løbe rundt, og der kommer flere til. Senge med patienter bliver kørt ud, der hvor vi sidder. Ingen siger noget, men man ved, at der er sket noget voldsomt. Ærligt, nu var det ikke ligeså kedeligt at sidde der og vente mere. Jeg får sagt lidt i spøg, at der er sikkert én, der er blevet skudt – det er jo Køge… og i det samme kommer der kampklædte betjente rundt, ja, så ved man jo godt, hvad klokken har slået.
– Hospitalet er nu lukket ned for både ind og udgang, og det viser sig, at to personer er blevet skudt, og det er kritisk – vi ser, at det ene af ofrene bliver kørt til en anden etage, og der kan man da rigtig få lov at se, hvad der er hændt uden at nævne for meget. Det var dagens adrenalinsus, som vi fik der. Vi sluttede aftenen af omkring kl. 23.00 med beskeden om, at min veninde havde fået et piskesmæld og hjernerystelse – så hun skulle hjem og ligge på langs. Og Hanne, hun sidder stadig tilbage.
Da vi går fra hospitalet, skal vi spørge om lov for at komme ud. Der står stadig kampklædte betjente og hundepatrulje og små hundrede familiemedlemmer til ofrene. Så stemningen på parkeringspladsen var en smule anspændt og en smule nervepirrende, men vi kom derfra uden de store fagter.

Og lige som man tror, at nu er der ro på, så får vi at vide, at Henriks moster er afgået ved døden, og vi bliver spurgt, om vi kan levere blomster og pynte kirken, og det vil vi selvfølgelig gerne. Jeg fik æren af at pynte kirken, lave kistepynt, thujakranse, buketter og oasiskranse. En lidt nervepirrende opgave da man jo gerne vil gøre sit ypperste, når det er ens familie. Ikke at man ikke gør det hver gang, men det er nu engang noget helt andet at gøre det for familien. Dog blev det en super smuk bisættelse, i de farver og den ånd som de ønskede.

Så til foredrag med Razspa – bedre kendt som spaprinsen inde fra torvehallerne. Det var et fantastisk foredrag, og hans produkter er virkelig helt i top. Jeg har noget hudeksem, som er svært at få bugt med, men det virker til, at hans produkter kan holde det nede, så min hud kan få lidt ro. Ja, og så er hans produkter helt rene, fri for alt det vi ikke gider at have. 100 % nature i den reneste form. Jeg har selvfølgelig kun prøvet det i knap en uge, men jeg må sige, at jeg indtil videre er temmelig begejstret 🙂 Hvis I vil vide noget om huden og samtidig blive underholdt, ja, så kan jeg roligt anbefale jer at tage ind og høre ham. I går ikke kun derfra med produkter, men også med et godt grin og en bredere viden 🙂

Fredag var det negletid. Det kostede så lige fem timer af min fredag, men det var super hyggeligt, og sikke nogle gode snakke vi kunne få. Så tiden gik ret så hurtig alligevel, til trods for at vi ikke kender hinanden. Men neglene, de blev dæleme flotte, så gør det jo ikke noget, at man først kommer i mål efter 5 timer. Samtidig fik jeg en fantastisk og professionel behandling. Klart et sted jeg vil komme igen.

Weekenden blev lørdagen brugt i hyggeligt selskab. Vi var blevet inviteret til velgørendhedsmiddag for Scleroseforeningen. En veninde havde meldt sig som vært for dette arrangement. Det gik ud på, at værten inviterer 6 personer eller flere til en middag hjemme hos hende. Rema 1000 sponsorerede en middag til 6 personer – resten skulle værten selv supplere op. Scleroseforeningen havde så samlet en opskrift på en tre-retters menu, som værten skulle lave. Vi, som var inviterede, kunne så give en donation på et valgfrit beløb, som ville gå til forskning af sclerose. Jeg kan kun sige, at det var et fantastisk arrangement med en fem-stjernet menu, som jeg vil give 10 stjerner ud af fem. Et super arrangement og fantastisk initiativ som indbragte over 200.000 kr. landet over. Det er da det, man kan kalde for et vellykket arrangement, synes I ikke?

Søndagen gik med at komme igang med dette indlæg. Men havde lige nogle ting som man jo er nødt til at gøre indimellem, så fik først skrevet det færdigt tirsdag og udgivet det idag søndagen efter 😉

Dage er bare uforudsigelige, man kan aldrig vide, hvad som hænder. Men en ting er sikkert. Man skal og bør gribe den hver dag og nyde den, uanset hvad den bringer. Nogle gange går dagene stærkt andre gange stille, men alle dage er nu skønne trods alt <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.