Mazarin Petit four med nougatcreme.

Min mindste søn fyldte 18 år, og traditionen tro så må han jo vælge, hvad der skal serveres på den store dag. Nu er han en meget beskeden ung mand, så det var ikke de store armbevægelser, der fyldte i hans ønsker. Han ønskede blot, at der blev serveret mørbradbøf med bløde løg og en hjemmelavet peanutbuttercup kage i gigant størrelse, – kagen ville han have for sig selv. Men hvad så med gæsterne? Ja, det måtte jeg jo selv finde ud af, var hans eneste bemærkning til det. Og så er det jo, at min hjerne slår total flikflak og kan næsten ikke rigtig rumme alle de muligheder, der lige pludselig er foran én, så hvad gør man så? Ja, man laver da Petit four, så kan man da lave lidt af hvert 😀 Jeg elsker Petit four, for man kan jo lave dem af alle slags kager og pynte med, hvad man lige synes, at man har lyst til.

Så jo, jeg gik lidt amok og fik bakset nogle nye opskrifter sammen, og en af favoritterne blev de små mazarin petit four. Så dem får I opskriften på her.

Ingrediensliste:
Antal: Mange… Glemte at tælle dem.

Kage:

  • 2 æg.
  • 270 g. sukker.
  • 2 tsk. vanillie sukker.
  • 1 tsk. bagepulver.
  • 160 g. mel.
  • 1,5 dl. mælk.
  • 1 knisp. salt.
  • 100 g. revet marcipan.
  • En sprøjtepose med tyl.
  • Små petit four forme.
  • 2 bageplader.

Nougatcreme:

  • 1/4 ltr fløde.
  • 350 g. nougat.

Sådan gør du:
Nougatcreme:

  1. Lav et vandbad og kom fløde og nougat i en skål. Sæt skålen over gryden og varm det godt op, mens du rører i det.
  2. Når nougaten er smeltet, og det har kogt lidt, tages blandingen af varmen, læg film over cremen og stil det i køleskab i nogle timer, vent meget gerne til dagen efter.
  3. Når cremen er blevet godt kold, så pisk den stiv med en håndmixer og kom den i en sprøjtepose med en lille stjernetyl, og sæt den på køl igen.

Mazarinkage:

  1. Pisk æg og sukker luftige og skummende.
  2. Tilsæt herefter vanilliesukker og salt.
  3. Kom herefter den stuetemperede mælk i æggemassen og rør det godt sammen.
  4. Vend den revene marcipan i melet og pisk det sammen med de andre ingredienser.
  5. Tænd ovnen på 150 grader alm. ovn og fordel dine forme på bagpladerne.
  6. Kom marzarin dejen i sprøjteposen og fordel dejen heri. Fyld kun formene halvt op, da de ellers vil hæve ud over formen.
  7. Sæt dem i ovnen i 10 minutter og hold øje, for lige pludselig så går det stærkt. Et lille råd,- hvis du har fået for meget fyld i formene, og du kan se, at de hæver ud over, så åben lågen og skru ned for varmen, så gør du hævningen langsommere.
  8. Tag dem ud og lad dem køle af.

Når kagerne er blevet kolde, så er det tid til at pynte dem med din kolde nougatcreme. Lav en lille cirkelbevægelse mod uret en runde over kagerne. Slut af ved at du løfter posen og trækker den ind mod dig selv. Vær opmærksom på at når du først har pyntet kagerne med bær, eller hvad du lyster, så stil dem gerne på køl igen, da cremen ellers kan blive for blød og miste formen.

Så er det ellers bare at sætte på fad og servere 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.