BAGVÆRK

Hurtige morgenboller.

Lige siden mine drenge har været små, har jeg prioteret, at deres mad skulle være hjemmelavet, og særligt morgenmaden har været prioriteret med hjemmebagt brød. For de morgenmadsprodukter, som man kan få til børn, og som børnene helst vil have, er som oftest fyldt med sukker og ærlig talt, så tror jeg, at det er de færreste, der ønsker, at sukker skal indtages fra morgenstunden…? Jeg skal lige tilføje, at mine drenge havde altså ingen problemer med at kravle på væggene, selvom de ikke fik de produkter – jeg tør faktisk slet ikke tænke på, hvordan de havde været, hvis de havde fået det fra morgenstunden :O
Men når det er sagt, så er det jo ikke altid, at man lige har hverken tid eller lyst til at bage, fordi man som regel skal bruge tid på klistrede fingre og hævetid. Sådan har jeg i hvert fald haft det, og så handler det jo om at finde nogle løsninger, der passer ens temperament og tid. Og de her boller,- de passer altså til de flestes temperament og tid.
De tager max. 30 minutter fordelt på 2 dage, og samtidig så undgår du altså de der klistrede fingre, som man bruger en del tid på at vaske, og du sviner kun en skål og en røreske til 😉

Det eneste, du skal, er lige at røre ingredienserne sammen i en skål, lægge låg på, stille skålen i køleskabet, gå i seng, stå op, tænde ovnen, tage to skeer og en beklædt bageplade, smide en god spiseskefuld dej på pladen ca. 9 gange, ind i ovnen 15 min. og så er der boller. Nemt ik’?

Men I må hellere lige få opskriften med 😉

Ingrediensliste:
15 – 20 boller.

Forberedelsestid 30. min.

  • 20 g. gær.
  • 10 dl. vand.
  • 5 dl. grahamsmel.
  • 8 dl. hvedemel – mængden kan variere afhængig af meltype. Blot vær opmærksom på at dejen skal have en fast, men flydende konsistens.
  • 5 g. salt.
  • 1 spsk. ahornsirup.

Sådan gør du:

Step 1. Aften
Tid, max. 10 min

  1. Hæld vandet i en passende størrelse skål og smuldre gæren heri.
  2. Tilsæt herefter salt og ahornsirup og rør stille rundt.
  3. Kom herefter alle de tørre ingredienser i lidt ad gangen mens du vender det i med en dejskraber, til det har fået en sej men stadig let flydende konsistens.
  4. Læg låg på skålen og sæt den i køleskabet natten over. Vær opmærksom på at dejen vil hæve, så sørg for at skålen kan rumme, at dejen vokser.

Step 2. Morgen.
Max. 20 min.

  1. Tænd ovnen på 220 grader varmluft.
  2. Find en bageplade frem og kom bagepapir på.
  3. Tag dejen ud af køleskabet og find to skeer frem.
  4. Fordel dejen med skeerne på pladen, med ca. 1 cm. mellemrum imellem.
  5. Så skal de bare ind i ovnen i max. 15 min. Hold dog godt øje med dem efter de 10 minutter.
  6. Tag dem ud når de begynder at blive let gyldne i farven og lyder hule, når du banker på dem i bunden.

Det er da nemt ik’? De har været min redning mange morgener igennem tiden, og er det stadig.
Det gode ved de her boller er, at, Alle kan lave dem, og det er næsten lige så hurtigt, som at smutte til bageren efter brød,- så hvorfor ikke bare selv bage sit brød 😉

Du behøver heller ikke kun at bruge dem som morgenboller. De er også helt perfekte som sandwich – vi spiste dem til aftensmad i søndags, da vi havde været i biffen og kom sent hjem, og de gik rent ind hos alle.

Du kan også sagtents lave en kæmpe portion og fryse dem ned, når de er bagt, det tager de ingen skade af. Blot tø dem op før du lægger dem i ovnen, ellers risikerer du, at de bliver tørre og kedelige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.