BLOMSTER,  Buketter og dekorationer

Lækre skulpturelle tulipaner

Tulipaner gør det så nemt at være kreativ og lave anderledes buketter. De er super smukke, når de bare står i knop, og man lige kan ane, hvilken farve der kommer, men endnu smukkere synes jeg, at de er, når de er i fuldt flor, og stilken er lang og hovedet for tungt, så de kommer til at hænge lidt. Det giver et helt magisk udtryk, uden at det har været nødvendigt at lave de store kunstner ud af det. Og det er jo dét der gør, at blomster er fantastiske at arbejde med, for de gør det nemt at skabe en stemning uden ord.

Tulipanerne her er sat sammen med blodblomme grene.

Et lille blomster fif om afskåret tulipaner; Man kan snyde dem til at holde længere. Det gør man ved at klippe stilken og lade dem trække godt med vand, og efterfølgende tager man vandet fra dem og lader dem stå et par dage uden. Når de så er lidt slatne i stilken, klipper du dem igen og sætter dem i vand for at trække, tag så vandet fra dem og bom, så har du ihvertfald dine tulipaner en uge længere og måske mere, end hvis de havde stået konstant i vand.

En af de ting der er fantastiske ved tulipaner er, at du kan få dem i alverdens farver og faconer. Der er nogle, der er dobbelte i blomsten, de ligner nærmest en pæon. Dem er jeg personligt helt pjattet med. Så er der nogle med krøllede blomster, de kaldes papegøjetulipaner. Nogle der er helt spidse i blomsten, dem husker jeg ikke lige hvad hedder, men smukke er de.

Tulipaner har faktisk en rigtig spændende historie. Hvis I lyster, så gå ind på Havens ABC og få hele historien. Der var mere læsning om dem, end jeg evner at fortælle her 😉

Tulipaner er nemme at dyrke i egen have, og du kan nemt skabe din egen lille mark, som du kan høste buketter af mange år frem. Så skal du have din egen tulipan “mark”, så er det faktisk ved at være tid til at forberede dig. For tulipaner skal lægges i efteråret. Metrologisk set så er det slut september start oktober, at efteråret har sin kommen, og min egen erfaring fortæller mig, at det er godt at planlægge, hvordan du vil have, at beplantningen skal tage sig ud, og hvilke løg du ønsker at lægge.

Fakta om lægning af tulipanløg:

  • Tulipanløg skal som nævnt tidligere lægges i det tidlige efterår omkring slut september start november. De kan sagtens lægges senere, men du vil få større vækst ved at lægge dem tidligt.
  • Placeringen skal helst være i halvskygge, da tulipanerne vil have en længere blomstring, end hvis de stod i fuld sol. Dog kan de sagtens tåle at stå i fuld sol, blomstringen bliver dog forkortet.
  • Sørg for at lægge løgene hvor der er læ, hvis du vælger de lange tulipaner – det vil være ærgerligt hvis de knækker i blæsevejr.
  • Jorden skal være veldrænet og lidt porøs. En tung og leret jord kan bearbejdes med sand, så den bliver mere luftig. En tung jord vil kvæle løget, og væksten vil blive lille.
  • Sørg for at lægge løgene i grupper, da de her vil tage sig bedst ud. Minimum i en gruppe af fem og max. ti.
  • Grav de antal huller som du har løg. Hullet skal være tre gange så dybt som løget er fra bund til spids.
  • For at få det flotteste resultat, så sørg for at hullerne er lige dybe, hvis du vil have dem til at vokse samtidig.
  • Løget skal vende med spidsen opad. Fyld jord på, vand plantestedet og fyld efter med jord når vandet er trukket ned.

Så er der kun tilbage at glæde sig til foråret, og se det flotte resultat du har lavet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.