5 hurtige med appelsin,  MAD OG OPSKRIFTER,  Salater året rundt

Efterårssalat med appelsinfilet

At kunne sætte tænderne i grove salater, tunge rodfrugter, saftige appelsiner og alt hvad der ellers hører til af naturens lækkerier på denne årstid, synes jeg er helt fantastisk. Ikke nok med at man går væk fra de lette salater og retter, så kommer kreativiteten også over i et nyt spor, og man skal til at tænke anderledes, jeg elsker det!

Det smukke og kærkomne efterår er på vej, og det betyder at appelsinerne, alle de grove grøntsager og rodfrugterne har sin storhedstid.

Efteråret er ren hyggetid i min verden. Elsker at trisse rund i mine varme tøfler, en god kop kaffe, tændte stearinlys og en god bog eller sidde og kigge ud af vinduet og se på hvordan træerne blotter sig, og farvene skifter. Men nu var det jo egentlig ikke dét, det skulle handle om… Nej, jeg har ladet kreativiten tyvstarte lidt og lavet en rigtig lækker efterårsalat – ja, jeg kan jo sagtens sidde her og rose min egen mad, og det gør jeg så 😉 Spøg til side,- men den smager altså dejligt og er sprængfyldt med vitaminer, mineraler og antioxidanter, og når vi går den mørke tid i møde, så har vi brug for et ekstra kick!

I går var jeg nede ved min lokale frugt og grøntpusher og købte de lækreste spanske appelsiner – hvor man, by the way, kan få alt hvad hjertet begærer, og har hun det ikke, så skaffer hun det hjem! Bedste service ever og jeg skal nok fortælle, hvor I kan handle med hende;) Planen var egentlig bare, at de skulle spises alene som tidsfordriv og stille den lille lækkersult foran skærmen, men den plan ændrede sig hurtigt, da madkreativiteten gik i efterårsmode. For de her appelsiner fortjener da at blive til mere end bare tidsfordriv foran flimmerkassen.

En kombination af grønkål og appelsin det går man aldrig fejl af. Så her kommer mit bud på, hvordan en efterårssalat kan være.

Ingrediensliste – 4 personer.

  • 3 store appelsiner.
  • 2 små æbler eller et stort
  • 150 g. grønkål.
  • 50 g. valnødder.
  • 100 g. hasselnødder.
  • 30 g. blåbær.
  • 30 g. hindbær.

Dressing:

  • 2 1/2 spsk. æbleeddike.
  • 2 1/2 spsk. honning.
  • 1 knsp. havtorn pulver
  • 1/2 dl. saft fra en appelsin – Du kan også sagtens bruge appelsinjuice, hvis du hellere vil det.

Fremgangsmåde salat;

  1. Skær appelsinskrællen af appelsinen og lav filetter og skær dem i mindre stykker – Jeg har forsøgt at lave en billedserier der skulle demonstrere processen, hvis ikke du allerede kender finten.
  2. Hak grønkålen fint.
  3. Hak valnødder og hasselnødder groft.
  4. Skær æblerne i tern – behold endelig skrællen på.
  5. Bland det ovenstående sammen.

Fremgangsmåde dressing;

  1. Bland det hele sammen og sørg for at honningen er opløst i væsken. Hæld derefter dressingen over salaten og vend det godt så smagen fordeler sig over det hele.
  2. Stil salaten i køleskabet og lad det hele trække et par timer – Hvis du har travlt, kan den sagtens nydes med det samme.

Og voila, så har du en lækker efterårssalat, som gør dig klar til den mørke tid. Springfyldt med antioxidanter, vitaminer og mineraler. Så kan efteråret bare komme an!

Hvis I vil vide, hvem min skønne frugt og grøntsags pusher er, så er hun at finde i den lille gårdbutik på spanagervej 11, 4632 Bjæverskov. Hun har alle mulige lækkerier, både i blomster, nips, frugt og grønt. Hun er absolut et besøg værd <3

Psst, det dér grønkål, det fortjener altså en side for sig selv. Så jeg laver et oplæg om alle de gode sager, der er at få ved at spise denne krøllede sag.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.